Viral kampagne og politisk korrekthed

Diskussionen om gode og dårlige virale kampagner er ikke ny. Men jeg har bare behov for at dele en kommentar med jer. Anledningen er en film, som et par geniale studerende fra Aalborg Universitet, Dennis og Tue, har begået. Filmen var deres bidrag til en konkurrence, hvor den bedste virale kampagne blev belønnet med 15.000 kroner.

Udelukket på grund af sex

Knægtenes film er genial. Filmens humor er enkel og opsigtsvækkende og lever i høj grad op til det væsentligste kriterium for succes med viral markedsføring: Den er værd at tale om og værd at dele med andre! Men, men, men. Filmen indeholder jo for meget sex og for få seriøse fakta om Aalborg Universitet. Derfor har informationsmedarbejderen på universitetet udelukket filmen fra konkurrencen.

Eller har han nu også det!

Censur er doping for virale kampagner

Der er ingen tivl om, at netop bandlysningen af filmen har været med til at generere visninger. Intet sælger vel visninger bedre end ordet censur – og da særligt, når censureringen skyldes, at filmen indeholder sex!

Jeg faldt over filmen ved at følge et link i en artikel på Markedsførings hjemmeside. Artiklen handler om, at filmen er blevet udelukket fra konkurrencen. Og artiklen linker naturligvis til filmen på youtube.

Den bandlyste film er i øvrigt vist mere end 35.000 gange, mens vinderfilmen er en velbevaret hemmelighed, der kun er vist 250 gange. Og nå ja: Der linkes ikke til vinderfilmen i artiklen …

Genialt viralt stunt eller heldet, der følger den tossede?

Nu er spørgsmålet så om udelukkelsen af filmen er en del af den virale kampagne, eller det virkelig er Aalborg Universitet, der uden at ville det har pustet liv i filmen på nettet. Jeg håber inderligt det første. Og så vil jeg bare sige: Godt gået! For så er der alligevel et håb for universiteterne!


  1.  

    Re: Viral kampagne og politisk korrekthed

    Claus Levinsen | 12. november 2009 kl. 11:07

    Kunne det ikke tænkes at kommiteen har dømt den ude fordi den er umoden, pubertetsagtig, totalt uklar i budskabet, hvis der da er et, og iøvrigt ganske umorsom og ret kedelig?

    Jeg er vild med god humor og dygtighed.

    Drengene er dygtige til at lave en pudsig film, men ikke til at formidle et budskab, og det er vel det konkurrencen drejer sig om?

  2.  

    Re: Viral kampagne og politisk korrekthed

    Ole | 12. november 2009 kl. 11:53

    Hej Claus

    Tak for din kommentar. Diskussionen om viral markedsføring og brugen af sociale medier i markedsføring er utrolig spændende. På den ene side vil man gerne have opmærksomheden. På den anden side er man nervøs for at slippe kontrollen.

    Du kan have ret i, at filmen er umoden og pubertetsagtig – og at den ikke fortæller meget om alle universitetets fortræffeligheder. Men jeg har lige set filmen igen, og måske er jeg pubertetsagtig og umoden. Jeg morede mig i hvert fald så tårene sprøjtede.

    Nu jeg var i gang så jeg også Humping Guy 2 og 3, hvor vores ven vækker opsigt i henholdsvis Aalborg by og i Sverige …

    En viral film skal først og fremmest skabe opmærksomhed – og det gør denne film. Det er ikke et spørgsmål om din eller min mening om hvad god humor er. Det er et faktum. The Humping Guy lever på nettets sociale medier som youtube og Facebook. Nu er det bare ikke længere universitet, han promoverer.

    Hverken du eller jeg er vist målgruppe for filmen. Og i min verden hylder vi et princip om at lade målgruppen afsige dommen – og den ser ud til til at falde ud til Humping Guys fordel.

    Så er spørgsmålet om filmen bidrager positivt eller ej til Aalborg Universitets brand. Simon Spies ville entydigt juble – for ifølge ham er al omtale god omtale. Den holdning deler jeg ikke. Men alligevel jubler jeg. For i min optik sender filmen signaler om, at der er både sjove og kreative mennesker på universitetet. Og jeg er overbevist om, at det giver pluspoints i målgruppen.

    Så er spørgsmålet bare hvilket signal bandlysningen af filmen sender om universitetet. Her er jeg mere bekymret.

  3.  

    Re: Viral kampagne og politisk korrekthed

    Allan | 18. marts 2010 kl. 14:04

    Jeg synes det er en fiasko at filmen har fået god kritik. Markedsføring af Virale film må uanset afsender eller ej, bunde i noget der har med produktet at gøre. Ålborg universitet eller Århus, eller nogen universiteter, skal ikke markedsføre sig på sex. Det er forkert og misforstået (og dumt). At en video får mange views er ikke positivt hvis den ikke får det på baggrund af nogle rigtige værdier.

    Kom igen.

  4.  

    Re: Viral kampagne og politisk korrekthed

    Ole | 18. marts 2010 kl. 15:30

    Hej Allan

    I min optik er kreativitet en ganske god værdi for en institution, der skal udvikle og uddanne vores unge mennesker. Og filmen er altså mere kreativ end sexet … Mon ikke både du og jeg kan finde film på nettet med mere sex i end “the Humping Guy”?

    Men din kommentar er naturligvis god nok. For naturligvis er visninger ikke det eneste mål for succes. Samme argument bringer jeg selv i spil i mit blog-indlæg om Visit Denmarks virale film. Du overser bare at vinderfilmen fra Aalborg Universitet stadig den dag i dag er en velbevaret hemmelighed. Ingen gider se den, og derfor bidrager den naturligvis overhovedet ikke med noget som helst til Aalborg Universitet.

    Altså: Jeg synes Humping Guy er sjov. For mig sender den signaler om, at der findes kreativt liv på universitetet. Desværre sender udelukkelsen af filmen signaler om det modsatte – nemlig forstokkede ledelser, der er bange for hvad det pænere borgerskab mon vil tænke. Tsk, tsk. tsk.

  5.  

    Re: Viral kampagne og politisk korrekthed

    Allan | 19. marts 2010 kl. 16:46

    Ja du har helt ret, HVIS:
    Man sætter kreativitet i et lille pilleglas og siger det er kreativt at humpe ting og lave sjov med det.
    Er det også kreativt at brække sig steder på univeristetet?
    Eller hvad med at spray med grafitti på universitetet?

    Eller er det bare sjov for sjovs skyld, og udviser intet tegn om kreativitet.

    Kreativitet kan defineres som:

    1. Evnen til nyskabelse, idérigdom,
    2. Evnen til at gøre ideer til virkelighed (se også Innovation), eller
    3. Evnen til at kombinere eksisterende viden på en ny måde

    Nyskabelse i at humpe ting = nej.
    Innovation? Nej.
    Kombinere eksisterende viden? Hvilken viden.

    Det er altså ikke kreativt, det er sjovt, hjemmelavet og spas. Og jeg synes det var morsomt, uden tvivl, men på ingen måde egnet som en kampagne for universitet.

    At det banlist er så også en kæmpe joke der peger på forstokkede gamle mænd.

Kommentar

(Bliver ikke vist på siden)

Huset G
Spangbjerg Møllevej 100
6705 Esbjerg
75 12 60 66
Cvr nr. 75 26 10 12
A/S reg. nr. 100.296